Den almindelige opfattelse er, at alle vegetabilske olier er fedtede. Der findes et væld af forskellige olier, med forskellige egenskaber og "fedme". Kunsten er at vide, hvilken der passer til ens egen hudtype. Man kan selvfølgelig købe færdigblandede ansigts- og kropssolier, men det er rart at kunne afprøve dem enkeltvis for at se, hvilke der fungerer bedst til netop din hudtype. Så kan man også blande sin egen skræddersyede olie. Det er både sjovt og økonomisk. Olie er det reneste, man kan have på huden og er derfor det bedste alternativ til følsom hud og problemhud. Her deler vi fem favoritter!
1. Ricinusolie
Denne omtalte olie bruges ofte i hovedbunden og håret. Mange synes, den får håret til at vokse mere og giver tættere, tykkere og mere glansfuldt hår på blot 2-4 uger. Nogle har endda fået længere øjenvipper. Ricinusolien er meget fedtet og klæbrig, så det kan være besværligt at vaske den ud af håret, men det kan være besværet værd, hvis den virker for dig. En anden unik egenskab er, at ricinusolien er utroligt rensende, dvs. den trækker snavs ud fra huden, som ingen anden olie gør. Makeup forsvinder i en fart. Husk på, at den er så fedtet og rensende, at den kan gøre huden mere tør, hvis man kun bruger den, som den er. Derfor er det klogt at blande den med en anden neutral olie.
2. Natlys olie
En tør olie som absorberes direkte af huden. Fantastisk til alle hudproblemer som kløende eksemhud, skæleksem i hud og hovedbund, atopisk eksem, psoriasis, tør og skællende hud samt kløe. Den fungerer også som serum under en ansigtscreme eller anden ansigtsolie.
3. Grøn avocadoolie
En meget næringsrig og mild olie. Den er fedtet, men klistrer ikke, og huden bliver fløjlsblød af den, dog tager det lang tid, før den trænger ind i huden.
Beskytter mod vejr og vind og er fugtbevarende.
Giver huden smidighed og frisk glans.
Lindrer både hudirritationer og solskoldning.
4. Mandelolie
Er hverken for fedtet eller for tør. Olien er populær, da den er mild, blødgørende og rensende.
Er meget god til at blødgøre grov og tør hud.
Meget god som rengøringsolie til ansigtet, da den fjerner makeup.
5. Jojobaolie
Den er lidt voksagtig, og den beskytter mod vejr og vind uden at tilstoppe. Huden bliver hverken klistret, fedtet eller blank. Jojobaolie trænger godt ind i huden og tilfører fugt og blødhed. Det allerbedste ved jojobaolie er, at den dæmper al kløe. Mange synes, den beroliger eksem, selv skæleksem.
Hvad er dine erfaringer med vegetabilske olier? Fortæl gerne om det i en kommentar!