Jeg fortsætter i solens ånd om solbeskyttelse. Tøj og hat/kasket er uden tvivl den bedste solbeskyttelse. Babyer og små børn skal holdes væk fra direkte stærk sol. Men hvis man nu vil beskytte sig med solprodukter, hvordan vælger man så?
Kemisk eller fysisk beskyttelse?
Selvfølgelig mener jeg, at man skal vælge en fysisk beskyttelse. Et eksempel på det kan være tøj eller solprodukter, der indeholder partikler (titandioxid), som reflekterer solstrålerne væk.
En kemisk solbeskyttelse indeholder kemikalier, som omdanner solstrålernes bølgelængde (energi). Disse kemikalier indeholder ofte aminer, som kan danne kræftfremkaldende nitrosaminer.
Derudover viser studier, at ca. 9% af mængden af kemisk solbeskyttelse, du smører på kroppen, kommer ud i urinen. Det betyder, at kemikalierne optages af huden og kommer ind i kroppen. Hvad de foretager sig inde i kroppen på vej ud, ved man ikke. Jeg undrer mig over, hvor de resterende 91% bliver af.
Så den store forskel er, at de kemiske solbeskyttelser optages af kroppen, mens de fysiske bliver på huden. Man skal dog passe på fintmalede fysiske partikler i nanostørrelse. Læs mere om det her.
Solcreme til baby og børn
Igen er tøj det bedste alternativ, men vil man supplere med solcreme, er det kun fysisk solbeskyttelse, der gælder her. Voksnes lever er fuldt udviklet og kan nedbryde kemikalier meget bedre end børns. Derfor har man i nogle år anbefalet kun at smøre babyer og børn med fysisk solbeskyttelse.
Med risiko for at jeg bliver gentagende, må jeg understrege vigtigheden af at undgå nanopartikler for de små. Eco Cosmetics har en børnesolcreme, som også egner sig til børn under 1 år. Fysisk beskyttelse med titandioxid (uden nanopartikler).
Forskellige UV-stråler
Der findes 3 grupper af UV-stråling: UVA, UVB og UVC. UVC-stråling absorberes og filtreres af ozonlaget, så det er UVA og UVB, vi skal beskytte os mod.
UVA
UVA trænger ind i hudens dybere lag, påvirker hudens melanin og gør os brune. UVA brænder ikke huden, men får huden til at ældes for tidligt og kan skade det underliggende væv. Mange undersøgelser viser, at UVA-stråling også kan fremme udviklingen af hudkræft. UVA filtreres slet ikke af skyer. Hvis man opholder sig meget udendørs, kan det være klogt at beskytte ansigtet året rundt.
UVB
UVB-stråling påvirker hudens yderste væv og er den, der får pigmentcellerne til at danne mere pigment, samt at overhuden bliver tykkere. Dette er en vigtig beskyttelsesmekanisme, så vores hud kan beskyttes. UVB er også den stråling, der brænder huden. Intens eller langvarig eksponering for UVB-stråler gør huden rød og forbrændt. I modsætning til UVA dæmpes og filtreres UVB-stråler af himlens skyer.
UVC
Meget farlig (dødelig) stråling, som filtreres af ozonlaget. Dog findes der stadig solarielamper, som udsender små mængder UVC. UVC-stråler bruges bl.a. inden for sundhedsvæsenet til at fjerne dødt væv. Der findes ingen solbeskyttelsesstandard for UVC. At påstå, at en solcreme beskytter mod UVC, er et forkert salgsargument.
SPF (solbeskyttelsesfaktor) og mærkninger
En ret forvirrende mærkning, synes jeg. Denne UVA-mærkning viser, at et solbeskyttelsesprodukt beskytter både mod UVA og UVB-stråling. EU’s anbefalinger er, at beskyttelsen mod UVA skal være 1/3 af den mod UVB. EU anbefaler, at et UVA-symbol trykkes på emballagen for at vise, at denne beskyttelse opnås. Denne UVA-mærkning findes normalt i solbeskyttelsesprodukter fremstillet i et EU-land. Titandioxid beskytter mod både UVA og UVB.
Fx SPF 2: Betyder, at den slipper 50% (100/2) af UVB-lyset igennem. Du kan altså opholde dig i solen 2 gange så længe sammenlignet med tiden uden solbeskyttelse.
Fx SPF 10: Slipper 10% (100/10) af UVB-lyset igennem. Og så videre.
SPF for et solbeskyttelsesprodukt skal være mindst 6. Den højeste beskyttelse ligger på 50+. At påstå, at et produkt giver 100% solbeskyttelse, er forkert (og ulovligt). Husk at bruge solbeskyttelse med høj SPF, når du er mest bleg. Skift til en med lavere SPF, når du har fået farve, eller fortynd dit eksisterende solbeskyttelsesprodukt med creme/lotion/olie. Hvis du opholder dig meget udendørs, fx cykler meget året rundt, kan en ansigtscreme med SPF være en god idé, da skyer ikke filtrerer UVA-stråler væk.

