Hvad betyder oxidativt stress egentlig - og hvordan påvirker det dig?

Oxidativ stress nævnes ofte i samme åndedrag som antioxidanter, inflammation og aldring. Men hvad er det egentlig, der bliver "stresset"? Og hvornår går en helt naturlig proces i kroppen over til noget, der faktisk kan skade vores celler?

Når cellerne bruger ilt, blandt andet til at producere energi, dannes der reaktive iltforbindelser - ofte forkortet ROS, fra engelsk Reactive Oxygen Species.

Reaktive iltforbindelser er en naturlig del af kroppens kemi og har vigtige funktioner, blandt andet som signaler mellem kroppens celler og i immunforsvaret. Men samtidig skal mængden holdes i skak.

Og netop derfor har kroppen sit eget antioxidantforsvar, som hele tiden hjælper med at neutralisere reaktive stoffer og begrænse de skader, de kan forårsage. Når produktionen bliver større, end kroppens eget forsvar kan nå at håndtere, opstår det, der kaldes oxidativ stress.

Hvad sker der med cellerne ved oxidativ stress?

Når mængden af ROS/reaktive iltforbindelser bliver for stor, kan de begynde at reagere med og ændre det, som cellerne er opbygget af. Blandt andet cellemembranerne, proteinerne og kroppens DNA.

1. Cellemembranerne indeholder meget fedt, og nogle af fedtstofferne er følsomme over for oxidation. Når de oxideres, kan membranen ændre sig og blive dårligere til at beskytte cellen, så kontrollen over, hvad der lukkes ind i og ud af cellen, ikke fungerer, som den skal.
   
   
2. Proteiner kan også oxideres. Da proteiner fungerer som alt fra enzymer til receptorer og transportører i kroppen, kan oxidation ændre proteinets form og få det til at fungere dårligere eller slet ikke.
   
   
3. Hvis skaden når kroppens DNA kan selve arvemassen ændres. Cellerne har reparationssystemer, der udbedrer meget af dette, men hvis skaderne bliver for omfattende eller ikke repareres ordentligt, kan der opstå mutationer.

Kan du mærke de her forandringer? Ikke direkte. Men hvis den oxidative belastning er høj i lang tid, kan skaderne til sidst påvirke, hvor godt dine celler og væv fungerer. 

Oxidativ stress er derfor en del af kroppens aldring og flere kroniske sygdomsprocesser, herunder hjerte-kar-sygdom, type 2-diabetes og neurodegenerative sygdomme som Alzheimer og Parkinson.

Hvad får den oxidative stress til at øges?

Noget følger med selve livet. Men mængden af ROS kan også øges af for eksempel rygning, luftforurening, meget UV-stråling, højt alkoholforbrug, kronisk inflammation og langvarigt højt blodsukker.

Selv motion øger produktionen af ROS – men kun midlertidigt. Og her sker der noget, som viser, hvorfor en stigning ikke kun er negativ: Stigningen fungerer som et signal, der får kroppen til at styrke sit eget forsvar. Med regelmæssig træning bliver cellerne med andre ord bedre rustet til den næste udfordring med oxidativt stress.

Målet er altså ikke at slippe af med al oxidation. Du bør derimod undgå, at belastningen bliver for stor over længere tid.

Kroppen har sit eget antioxidantforsvar

Kroppen producerer blandt andet antioxidanten glutathion og enzymer som superoxiddismutase, katalase og glutathionperoxidase, der tilsammen hjælper med at neutralisere reaktive stoffer.

I lang tid talte man meget om antioxidanter i eksempelvis bær, urter, kakao og farverige grøntsager, primært ud fra deres evne til at neutralisere reaktive stoffer.

Men i dag ved vi, at nogle plantestoffer, herunder forskellige polyfenoler, også kan påvirke Nrf2 – et system i kroppen, der hjælper cellerne med at styrke deres eget forsvar mod oxidativt stress.

Det giver en lidt dybere forståelse af, hvorfor plantestoffer er vigtige: De kan både hjælpe med at neutralisere reaktive stoffer og få kroppen til at styrke sit eget forsvar mod dem.

Vi kan ikke, og vil ikke stoppe oxidationen helt. Men vi vil gøre, hvad vi kan, for at mindske det, der unødigt driver den fremad, og give kroppens eget forsvar de bedste forudsætninger for at gøre sit arbejde.

Kilder:

1. Halliwell B. (2024). Forståelse af mekanismerne bag antioxidantisk virkning i sundhed og sygdom. Nature Reviews Molecular Cell Biology.
2. Sies H, Mailloux RJ, Jakob U. (2024). Grundlæggende redoxregulering i biologien. Nature Reviews Molecular Cell Biology.
3. Sies H, Jones DP. (2020). Reaktive oxygenarter (ROS) som pleiotrope fysiologiske signalstoffer. Nature Reviews Molecular Cell Biology.
4. Meng Q, Su CH. (2024). Motionens indvirkning på oxidativt og nitrosativt stress: Afvejning af fordele og risici. Antioxidanter.
5. Ji LL, Gomez-Cabrera MC, Vina J. (2006). Motion og hormese: aktivering af cellulære antioxidantiske signalveje. Annals of the New York Academy of Sciences.
6. Seo YS, et al. (2023). Dannelsen af reaktive oxygenarter forårsaget af cigaretrøg: En kort gennemgang. Antioxidanter.
7. Kaurinovic B, Vastag D. (2022). Kostpolyfenoler som antioxidanter og anticancermidler: Flere spørgsmål end svar. 
8. Obeme-Nmom JI, Abioye RO, Reyes Flores SS, Udenigwe CC. (2024). Regulering af redoxenzymer med nutraceutika: en gennemgang af antioxidantiske polyfenolers og peptiders roller. Food & Function.