Mister du tråden midt i en sætning, har du svært ved at koncentrere dig eller føler du dig mentalt træt hver morgen – trods en god nats søvn? Det, vi kalder hjernetåge, bliver stadig mere almindeligt i en hverdag, der går hurtigere, med mange timer foran skærmen og flere indtryk, end hjernen kan nå at bearbejde. Men nogle gange kan hjernetågen også skyldes noget helt andet: mangel på et livsvigtigt vitamin.
Vitamin B12 er blandt andet nødvendigt for, at kroppen kan danne røde blodlegemer, for at nervesystemet kan fungere og for at danne og reparere DNA. Da kroppen ikke selv kan producere B12, skal vi få det gennem kosten eller kosttilskud.
Men hvor meget B12 du spiser, er kun en del af ligningen. For at hjernen og resten af kroppen kan bruge vitaminet, skal det også optages gennem mave-tarmkanalen, transporteres videre og til sidst være tilgængeligt for cellerne.
Derfor kan B12-mangel give hjernetåge
Hjernen og nervesystemet er afhængige af B12 for at fungere, som de skal. Vitaminet er blandt andet nødvendigt for at danne og vedligeholde myelin – den beskyttende skede omkring vores nervefibre, som hjælper nervesignalerne med at bevæge sig effektivt.
Hvis nervesystemet ikke får den mængde B12, det har brug for, kan det blandt andet vise sig som dårligere hukommelse, større besvær med at koncentrere sig og løse problemer, langsommere tanker og mental træthed. Gener, der tilsammen ofte beskrives som hjernetåge.
Ingen af disse symptomer er behagelige at døje med, men det er så meget desto vigtigere at tage dem alvorligt, hvis de varer ved. Ved langvarig og ubehandlet B12-mangel kan konsekvenserne blive betydeligt mere alvorlige, med neurologiske skader og kognitiv svækkelse til følge.
Og der er en detalje, som er let at overse: neurologiske symptomer ved B12-mangel kan forekomme selv uden blodmangel, som ellers er noget, mange forbinder med lave B12-niveauer.
Du kan spise B12 og stadig få for lidt
Hvis B12 er så vigtigt, er det let at tænke, at løsningen ganske enkelt er at spise mere B12-rig mad. Men vitaminet skal gennemgå en ret kompliceret proces, før kroppen faktisk kan bruge det.
Først skal B12 frigøres fra maden i mavesækken. Derefter skal det bindes til et særligt protein, intrinsic factor, for til sidst at kunne optages i den sidste del af tyndtarmen.
Det betyder, at den mængde B12, du spiser, ikke nødvendigvis fortæller, hvor meget kroppen faktisk formår at optage.
Lav mavesyre, perniciøs anæmi (en autoimmun sygdom, der gør, at kroppen ikke kan optage B12 fra maden), cøliaki, Crohns sygdom, operationer i mave-tarmkanalen og visse lægemidler kan alle gøre det sværere for kroppen at optage B12. En beskadiget eller mere gennemtrængelig tarmbarriere kan også påvirke, hvor godt tarmen er i stand til at varetage optagelsen af næringsstoffer.
Vil du forstå mere om, hvad der sker, når tarmbarrieren bliver mere gennemtrængelig? Læs om utæt tarm her.
En normal B12-værdi giver ikke altid hele billedet
Så hvordan ved du egentlig, om kroppen har tilstrækkeligt med B12?
Ved mistanke om mangel kan B12-status undersøges med en blodprøve. Men her er der endnu en ting, som er god at kende til: den samlede mængde B12 i blodet og den mængde, der faktisk er tilgængelig for cellerne, er ikke helt det samme.
Når man måler total B12, tælles alt det B12 med, der cirkulerer i blodet. Men alt dette kan ikke optages og bruges direkte af cellerne.
En del af vitaminet er bundet til transportproteinet transcobalamin. Denne del kaldes holotranscobalamin eller aktivt B12, og det er denne form, der kan levere B12 til kroppens celler. Derfor kan aktivt B12 give yderligere information om, hvor meget af vitaminet der faktisk er biologisk tilgængeligt.
Aktivt B12 kan måles både hos private testudbydere og i det offentlige sundhedsvæsen, men i det offentlige sundhedsvæsen er det ikke en selvfølge, at man måler aktivt B12 direkte. Ofte måles total B12 først, og ved usikre eller grænseværdier kan sundhedsvæsenet også måle MMA (methylmalonsyre), som kan stige, når cellerne ikke har tilstrækkeligt fungerende B12.
Det betyder, at en enkelt B12-værdi nogle gange skal ses i en større sammenhæng, især hvis symptomerne er til stede, selv om prøvesvaret ikke tydeligt viser mangel.
Når hjernen føles træg – se bredere end på indtaget
Hvis du kan genkende symptomerne, behøver B12-mangel naturligvis ikke være årsagen. Mangel på søvn, stress, jernmangel, problemer med skjoldbruskkirtlen og flere andre faktorer kan give lignende gener.
Men B12-mangel er en mulig årsag, som kan undersøges, og som det er vigtigt ikke at overse, blot fordi du spiser kød, fisk eller andre B12-rige fødevarer.
For når det gælder B12, er det helt forskellige ting at få vitaminet gennem kosten, lykkes med at optage det gennem mave-tarmkanalen og til sidst have tilstrækkeligt meget tilgængeligt for cellerne. Og det er først, når B12 når frem til cellerne, at hjernen og nervesystemet faktisk kan bruge det.

